Skip to Content

Nordjyske Lyras vinder nordisk bæredygtighedspris

26 Nov 2024

Konsulentvirksomheden Capgemini har netop offentliggjort årets vindere af Nordic Sustainability Tech Award. Den samlede, nordiske vinder blev finske Altum Technologies, mens nordjyske Lyras løb med prisen som årets danske vinder. Lyras står bag innovativ teknologi, der udnytter UV-lys til pasteurisering af bl.a. fødevarer.

Capgemini Nordic Sustainability Tech Award er netop uddelt ved det årlige awardshow i Stockholm. Prisen anerkender nordiske virksomheder, som udvikler innovative bæredygtighedsteknologier, der gør en reel forskel i kampen mod klimaforandringerne og reducerer CO2-udledningen.

Den samlede, nordiske vinder blev i år finske Altum Technologies, der har udviklet en teknologi til at forebygge kontaminering og rengøre ved hjælp af ultralyd.

Men også tre danske virksomheder var nomineret til Capgeminis bæredygtighedspris. Henholdsvis Lyras, Sproutworld og Tønder Biogas. Her blev det nordjyske Lyras, der løb med prisen som dansk vinder. Lyras står bag en teknologi, hvor UV-lys anvendes til bl.a. pasteurisering af fødevarer og derved reducerer energi- og vandforbruget betydeligt sammenlignet med traditionelle metoder.

”Hos Lyras er vi enormt stolte over at have vundet denne prestigefyldte pris i et så stærkt felt af deltagere. Denne anerkendelse af teknologien Raslysation™ og det hårde arbejde, som vores kollegaer udfører hver dag, bekræfter endnu en gang, at vi er på rette vej. Med støtte fra hele fødevareindustrien vil vi sikre, at endnu flere klimavenlige teknologier bliver udviklet og implementeret – hellere i dag end i morgen – så vi sammen kan nå vores fælles klimamål,” siger Niels Skou, Nordic Sales Lead & Senior Sales Engineer i Lyras.

Lyras er grundlagt i Aalborg i 2017 af stifter, Rasmus Mortensen, som under sine studier på Aalborg Universitet fik en ide til at behandle væsker med UV-lys i stedet for varme. En innovativ tilgang til pasteurisering, der med Lyras raslysations-teknologi nu kan ske mere bæredygtigt og med væsentligt lavere CO2-aftryk. Blandt andre Arla, Friesland Campina og Novenesis benytter i dag Lyras’ teknologi.

“Teknologi og innovation spiller en røglerolle i den bæredygtige omstilling. Med Capgemini Nordic Sustainability Tech Award hylder vi virksomheder og projekter i vores del af verden, som bringer spændende, innovative og nyskabende teknologier i spil. Teknologier, der direkte kan påvirke og accelerere den grønne omstilling og hjælpe med til at beskytte samfundet og kloden,” forklarer Søren Luplau-Pagh, adm. direktør i Capgemini Danmark.

De nominerede blev vurderet af en uafhængig jury ud fra fem hovedkriterier: Skalerbarhed og tilgængelighed, teknologisk lederskab, effekt på drivhusgasudledning (GHG), miljøpåvirkning og forretningsmæssig levedygtighed.

Årets jury bestod af[1]:

  • Annika Ramsköld, Vice President Corporate Sustainability hos Vattenfall
  • Anna Mossberg, Professionelt bestyrelsesmedlem, investor og rådgiver
  • Jaakko Hirvola, CEO hos Technology Industries of Finland
  • Hanna Kosonen, Medlem af miljø- og uddannelseskomiteen i det finske parlament
  • Natascha Friis Saxberg, Direktør i IT Branchen
  • Nikolai Astrup, Medlem af Stortinget, Norge
  • Vanja Winblad, Director, Sustainability, EHS & Business Quality hos SKF Group
  • Øystein E. Søreide, CEO Abelia, Brancheforeningen for videns- og teknologivirksomheder hos NHO i Norge (Næringslivets Hovedorganisation)

For mere om se https://sustainabilitytechaward.capgemini.com/

Yderligere oplysninger

Mohamed Attazgharti, Marketing- og kommunikationsdirektør hos Capgemini Danmark, 5218 9431

Om Capgemini Gruppen

Capgemini er en førende, global teknologi- og rådgivningspartner. I Danmark har Capgemini mere end 500 medarbejdere, der hjælper kunderne med rådgivning, strategi- og teknologiudvikling samt effektiv IT-drift. Globalt beskæftiger Capgemini Gruppen 340.000 medarbejdere i mere end 50 lande. Med 55 års erfaring og en dyb industrispecifik ekspertise er Capgemini en betroet partner for kunder, der vil indfri deres forretningsambitioner via digital teknologi, software, cloud, data science og AI. Capgemini Gruppen omsatte i 2023 for 22,5 mia. Euro. Se mere på www.capgemini.com/dk-en


[1] Disclaimer: any Jury members with a conflict of interests to a nominated company has not been part of the discussions or voting process for that specific country or the Nordic overall award. For more information on how Capgemini is managing conflicts of interest please visit our Conflict of Interest Policy